Jeg har tre forskellige orkestre og et soloprojekt. Fælles for det hele er fokus på de inciterende melodier og kærligheden til kulturhistorien. 

artwork: joe murray

Julian Svejgaard - solo


I 2021 udgav jeg mit første soloalbum. Musikken er egne kompositioner med inspiration fra den nordiske folkemusik, impressionistisk klavermusik, jazz og ragtime.


Albummet hedder Lys i Jordens Skygge, og er inspireret af lyskilder i natten. 

Mørke lyn

Musikvideo fra de stemningsfulde omgivelser i Litteraturhaus på Nørrebro i København med mig, et flygel og en stompbox. Melodien er vildtvoksende og ustyrlig og kombinerer et ragtime-agtigt groove med temaer, der henviser til hinanden på kryds og tværs i mørke eksplosioner, der måske næsten kan lyde som lynnedslag.

video: ivan boll

foto: annette kjær

Stundom

Stundom kombinerer den traditionsbårne  nordiske folkemusik med den klassiske musiks æstetik og den symfoniske filmmusiks muligheder. Vi skriver vores egne værker med udgangspunkt i traditionen, og klaver, violin og cittern møder hinanden i et inderligt, drømmende men også sprællevende stævnemøde. 

Stjerner i Par

Stundom blev i januar 2022 inviteret til Skotland, hvor vi optrådte på den kæmpestore folk festival Celtic Connections. Undervejs optrådte vi også på BBC, både på radio og tv, og det, du ser her, er en live session fra BBC Alba, hvor vi spiller en åbningsnummeret fra vores seneste album, Stjerner i Par.

video: bbc alba

foto: ivan boll

Mads Hansens Kapel 

Mads Hansens Kapel er et fandenivoldsk og vildtvoksende projekt, der giver gamle melodier fra den danske 1800-tals-tradition et moderne udtryk. Vi spiller både for hjertet, for hjernen og for fødderne, for vi kan både finde på at spille en sprællevende polka for et sæt folkedansere, ligesom vi kan spille indsmigrende mazurkaer på en tysk festival for klassisk musik.

Vals 113

Vals 113 er en melodi, som vi kender fra spillemanden Ole Kjær, der levede i Jylland i 1800-tallet. Her giver vi den nyt liv for et ungt, dansende publikum på folkemusikstævnet ROD.

video: uffe birk

artwork: jacob tesch

Farvergade

Farvergade udspringer af miljøet omkring Nordisk Dans, som er en landsdækkende revival af folkedansen for unge, som jeg var med til at starte i 2016. Vi startede som fast husorkester til danseaftenerne i Grundtvigs gamle menighed Vartov, beliggende i København på Farvergade - deraf navnet. Vi spiller spillemandsmusik af den gamle skole, primært til et dansende publikum, og vores debutalbum er musik udelukkende fra en bestemt nodebog fra Karise i Sydsjælland.

Potpourri

Her er et lille udpluk af musikken fra vores lille trio - en live-optagelse fra et lille hyggeligt spillested i Malmö, hvor vi præsenterede det bedste fra vores album .